Søg
Close this search box.

Stemningsfyldte landskabsmalerier i akryl og olie

Ser du pinsesolen danse?

I skrivende stund er Danmark ved at åbne meget op igen. Smittetallene er stigende, men antal indlagte falder og er under 200, så sundhedsvæsenet kan sagtens følge med. Vi må gå på cafeer, restauranter m.m. så længe vi kan vise negativ testresultat, der er maks. 72 timer gammelt, er færdigvaccineret eller har haft corona. Genåbningen af Danmark går stærkt i disse dage og regler lempes med en hast så jeg ikke helt kan følge med. Og en ting er at reglerne lempes, en anden ting er så,hvordan hverdagen genetableres.

Pt. må der nu være 20% på arbejde på Danmarks Tekniske Universitet, hvor jeg arbejder. Det gælder for forskere som ikke har undervisning eller laboratoriearbejde. Det betyder, at vi hver især må komme på arbejde 1-2 dage om ugen, men indtil videre ved vi ikke hvordan det skal håndteres, så jeg afventer mere konkret besked.

Jeg har de sidste uger været en del i København og “kun” været på Falster i weekender og ferier. Denne skiften mellem Falster og København er afvekslende, men jeg bliver revet lidt i stykker, kan jeg mærke. Jeg har brug for længere perioder her eller der.  I august sidste år troede jeg, at min nye arbejdsrytme skulle være tirsdag-torsdag i København og så arbejde hjemmefra på Falster fredag og mandag – det betød et skift med at køre på Falster torsdag aften og tage hjem igen mandag aften. På papiret virkede denne 3 og  4 dages ordning fin, men den gjorde at jeg hverken var her eller der. Så nu skal der tænkes en anderledes ordning, som jeg ikke ved hvad bliver – vil nok hellere have 7 uge her og en uge der, for jeg har brug for at “grounde”, hvor jeg nu end er.

Det har i lang tid kun været muligt at følge malekurser online. Jeg har ikke ligget på den lade side, hvad kurser angår. Jeg har fulgt maleakvarelkurser med Alex Hillkurtz (Bygninger)  og Julia Barminova (hav og både). Det er selvfølgelig ikke så godt som at være på kursus i det virkelige liv, da kurser også handler om at møde ligesindede, snakke kunst og udveksle ideer og blive inspireret. Og hvis kurset er i udlandet, så er det ligeså meget en spændende rejse med nye syns- og smagsindtryk. Men det er blevet til et par akvareller – her fra kurset med Julia.

Akvarel malet på kursus med Julia Barminova

Udover malerkurser har jeg fulgt kurser i at være på de sociale medier, om fotostyling, om fotografering, om at bruge redigeringsværktøjet Canva og i det hele taget kurser, der kan give mig bedre forståelse for, hvordan man kan bygge alt det op, som også følger med mit malerliv.  Der er voldsomt meget rent teknisk jeg skal have styr på, men det må komme efterhånden som jeg får lært det.

Jeg har fået solgt et af mine store malerier – en solnedgang fra Bøtø Nor. Maleriet hænger nu på Roskildeegnen.

Solnedgang ved Bøtø Nor – maleriet der nu har nyt hjem

Jeg bliver så glad, når mine malerier får nye hjem – der er jo ingen grund til at de bare hænger hos mig, men det sidste år har jo været meget udfordret, idet der ikke har været mange udstillinger. Dette ser dog ud til at lysne nu. Pt er der udsigt til udstilling i juli-august i Stubbekøbing, jubilæumsudstilling på Galleri Matthies i juli samt Åbne Atelierdøre Guldborgsund i 2. weekend af august. Desuden venter en vinterudstilling i november på Hvidovre Bibliotek.

Jeg har jo tilbragt meget tid i sommerhuset på Falster det sidste års tid. Det har været skønt at være så tæt på naturen og mærke årstidernes skiften. Jeg har endnu en gang brugt ramsløg til at lave salt og glæder mig over at kunne bruge naturens ressourcer.

Ramsløgsalt

Stemning fra vinteren – tidlig morgensol

Eftersom jeg havde stor glæde af at dyrke tomater sidste år, har jeg igen gjort det, men nu fra egne frø. Det har grundet det kølige forår været en udfordring. Desuden har vi plantet kartofler og har blandet en masse snitblomster, idet jeg elsker at kreere blomsterbuketter. Nu må vi se hvordan det hele kommer til at gå. Ligenu skinner solen herligt og jeg vil stille mig udenfor og male.