God start på året

Jeg håber, at alle er kommet godt ind i det nye år. Jeg er tilbage på Falster efter 2 uger i København. Nedlukningen pga. Corona er fortsat gældende, så dels er jeg hjemsendt, dels er samfundet lukket ned og kun dagligvarebutikker, apoteker og serveringssteder (for takeaway) er åbne. Der er forsamlingsforbud på over 5 personer, så indtil videre er der også lukket for maleraftener i Valby Kulturhus. Desuden har det kreative værksted i Huset 2450, som jeg er i bestyrelsen for, også lukket indtil videre. Så det kreative samvær med andre har pt. dystre udsigter. Mange begynder at udvise coronatræthed – nu vil vi godt have det til at ende.  Til trods disse lidt triste tider er der lyspunkter – vaccinationerne er igang. Og jeg har solgt et maleri fra den ellers lukkede udstilling hos Galleri Matthies. Selvom galleriet har lukket, kan enkelt kunder godt aftale tid for at se et maleri og i sidste uge kom sådan en kunde forbi galleriet for at se et af mine malerier. Det var et stort maleri, malet i 2020 med alkohol ink og med et motiv fra foråret af udsprungne birketræer.  Motivet er semiabstrakt og mere moderne i sit udtryk end mine klassiske landskaber. Det abstrakte skyldes, at jeg som bekendt ikke med alkohol ink kan styre maleprocessen 100% – men det er netop en del af ideen: jeg skal slippe kontrollen.  Maleriet har forhåbentligt fundet sig til rette i sit nye hjem.  Maleriet var sjovt at kreere, så det er ikke sidste gang jeg maler landskaber i alkohol ink.

Birketræerne springer ud
Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.