Feed on
Posts
Comments

I dag har jeg hængt malerier op sammen med mange andre fra Kunstnersammenslutningen K21 på Birkerød Bibliotek. Vi har udstilling med temaet “Naturen kalder” og jeg har 5 malerier med.

Udstillingen hænger i biblioteksbygningens hal

Her står jeg med mine fem små malerier hængende mellem to andre kunstneres værker.

Indtryk fra udstillingen

Tre af malerierne har jeg lagt sidste hånd på i juleferien. Desuden har jeg nået et godt stykke længere med et stort oliemaleri, men da malingen skal tørre/hærde, før jeg kan male videre, kan jeg ikke gøre maleriet færdigt endnu. Jeg fik også malet et par akvareller, så alt i alt fik jeg produceret meget og malet hver dag, hvilket er så dejligt.

Årets slutning er jo tid til refleksion og jeg har fået tænkt og læst en masse i juleferien. Jeg har læst en del om at bruge sociale medier i sin kunstkarriere. I 2017 har jeg fået både min facebookside “Malerier fra nord til syd” samt min Instagram profil “Artefagt “op at stå, men det kræver mere arbejde end jeg umiddelbart har haft. Der er en masse at lære om sociale medier og det vil jeg sætte mig mere ind i 2018, men jeg vil vanen tro også gerne lære mere malemæssigt. Jeg har derfor allerede booket et kursus i april måned, hvor jeg skal på workshop med Urban Sketchers i Barcelona. Her bliver der mulighed for at lære fra tre lærere med hver deres stil og det forventer jeg mig meget af, når vi skal indfange byens indtryk i en hurtig streg. Og derudover er Barcelona i slutningen af april formentlig dejlig at være i.

Jeg vil fortsætte med at skrive små opdateringer ca. en gang om måneden her på hjemmesiden, men det meste vil ske via Facebook og Instagram. For mens jeg her på hjemmesiden nogen gange føler, at jeg skriver ud i intetheden (for er der overhovedet nogen, der læser, hvad jeg skriver?), så giver både Facebook og Instagram  umiddelbar respons i form af kommentarer og likes og det motiverer selvfølgelig mig, da jeg ved “der er nogen i den anden ende”. Men til alle, der følger mig på den ene eller anden måde, sender jeg gode nytårsønsker og takker for interessen for mine malerier. Og så håber jeg, at nogle af de personer, der har været kede af, at jeg ikke udstiller i København,  kommer forbi i Birkerød på lørdag d. 6. januar mellem kl. 11 og 13, hvor der er fernisering.

GODT NYTÅR!

 

Leave a Reply

Follow

Get every new post on this blog delivered to your Inbox.

Join other followers: